Statement:

En rød tråd gennem mit virke er naturen og dyr. Det er den, fordi jeg overordnet er nysgerrig efter at undersøge det helt essentielle i livet. Fra at have beskæftiget mig med de små oversete øjeblikke i naturens skønhed, har jeg bevæget mig over at undersøge den evolutionære udvikling i skeletter (fællestræk og forskelle) til dyr i deres rette elementer. Som udgangspunkt arbejder jeg i serier for at undersøge og forfine det kunstneriske udtryk i tematikken.

 

Aktuelt  er jeg vendt tilbage til at skildre dyr - især isbjørne og flodheste i vand, fordi dyrenes bevægelsesmønstre bliver så graciøse, at det ser ud som om de danser ballet i dette element.

Her handler det for mig om bevægelser i forhold til rum.

 

Før det, arbejdede jeg med skeletter af dyr, fordi jeg var fascineret af både deres opbygning og de grundelementer, der går igen i de fleste dyr, samt den store diversitet i udformningen af skeletterne og dyrearter.

Samtidigt undersøgte jeg i maleriet de abstrakte flader af baggrund, slagskygger og i nogle tilfælde forgrunden i form af refleksioner og genspejlinger i glasset, som skeletterne har været udstillet bag, kontra de konkrete objekter. Inspirationen hentede jeg fra flere naturhistoriske museer i Europa.

 

Tidligere har jeg i mine malerier taget udgangspunkt i små detaljer og øjeblikke i naturen, der ofte bliver overset i en fortravlet hverdag, hvor der ikke er tid til at stoppe op og undres. Med en intensitet i malemåden og ved de valg, jeg gør med hensyn til farvevalg og komposition, ønsker jeg at skærpe tilskuernes oplevelse af disse motiver.

 

Kompositionerne fremstår ofte enkle - næsten grafiske - for at skabe ro i billederne. Kort sagt bevæger mine malerier sig i et spændingsfelt mellem til tider vilde penselstrøg, genkendelige motiver og beherskede kontraster i farveholdningen.

Kameraet bruger jeg ofte til at fastholde små glimt af virkeligheden: lys, former eller detaljer, som jeg finder spændende. Nogle, men langt fra alle fotos, bruger jeg som oplæg/skitser til videre bearbejdelse i malerierne.

 

Man er velkommen til at besøge mit atelier/showroom og Klassisk Tegneskole på Ærøvej 1, 2000 Frederiksberg.

 

Aftal gerne besøget på mailen: nynnesavery@os.dk